OBS: Ændret spillested og tidspunkt. Af sikkerhedsmæssige årsager tager vi afstand fra det våde græs, og lægger denne forestilling ved bunkerne på Vester Kær – samme sted som Teatro dei Venti spillede Don Chischiotte.
Forestillingens tema er den kollektive smerte ved at leve i nutidens verden.
Et helt almindeligt menneske til fods møder – eller fremkalder – en gruppe skyggeskikkelser, på høje stylter, som bærer skrøbelige lyskilder. Farver opstår, svæver, danser og trodser mørket. De levende og de døde danser – eller måske beder de – sammen, inspireret af hvirvlende dervisjer, dhikr og candomblé, og belyser aspekter af smerte, raseri og håb til tonerne af Ravels Bolero.
Teksten indeholder fragmenter af Yesenin, Majakovskij og Nâzim Hikmet.







